Lige nu hvor solen stadig står højt på himlen har jeg lyst til at synge en Solsang.

Solen skinner, uanset om vi kan se den eller ej. Vi glemmer det tit, men en flyvetur (eventuelt blot i tankerne) vil hurtigt opfriske hukommelsen.

Heldigvis er det ikke kun engang imellem at solen dukker op bag skyerne. Det gør den ALTID, for den er der ALTID, og den har ALTID været der.

Et opløftende perspektiv især på de dage, hvor alt kan synes gråt og råkoldt, og vi går rundt her på jorden og føler os modløse.

Lige netop der, i sjælens mørke stunder, er det godt at blive mindet om, at bag de skiftende vejrforhold – både de ydre og de indre – er der en sol, der stråler og bringer varme til os i samme øjeblik, vi tænker på den.

Og det er nøglen: NÅR DU TÆNKER PÅ SOLEN, STRÅLER DEN ☀️

Det du giver din opmærksomhed vokser. Det er en universel lovmæssighed.

Det ydre vejr har vi ikke megen indflydelse på, men hvordan vi forholder os til vejret, både det fysiske vejr udenfor vinduerne og det følelsesmæssige vejr under huden, har vi kolossal indflydelse på.

For det er så sandt, som det er sagt: Det er ikke som man har, men som man tar’ det.

Den smukkeste og mest hjerteåbnende erfaring i mit liv er, at jeg aldrig er alene. Og at når jeg er i kontakt med Solen – Kærligheden, det Store Liv – inde i mig, kan jeg klare alt.

Det betyder ikke, at jeg går ubesværet gennem alt! – Mange oplevelser i livet kræver råstyrke …

Jeg ved med sikkerhed, at jeg letter min vej, når jeg accepterer hvor jeg er og vender mig mod lyset.

Modsat gør jeg vejen knudret og besværlig, når jeg tillader mørket at brede sig og tynge mig ned.

Alligevel er der dage, hvor jeg føler mig modløs og tung. Der går længere imellem, og skyerne passerer hurtigere forbi end før i tiden.

Nu ved jeg nemlig at alting ændrer sig, når jeg ændrer min sindstilstand. Og den ændrer sig automatisk, når jeg kontakter Solen i mit hjerte.

Mit varmeste midsommerønske for dig er, at du må opleve den samme glæde ved DIN SOL – den del af dig, som allerede er fuld af kærlighed, fuld af visdom, fuld af lys, og fyldt af alle de resurser du har brug for, når dagene bliver kortere og mørket tager til.

DIN SOL varmer dig i samme øjeblik, du åbner dig for den 🧡

Jeg ønsker dig en vidunderlig sommer!

Hjertelig midsommerhilsen med overflod af kærlighed fra min sol til din.
ILONA